mandag 2. januar 2012

Naar ”elektriken” slaar sig vrang


Oslo, eller Kristiania som byen het den gang, fikk sin første elektriske sporvei i 1894. Den første sporveislinjen med elektrisk drift gikk mellom Jernbanetorget over Briskeby til Majorstuen. I tillegg gikk en sidelinje til Skarpsno. Dette var den første elektriske sporvei i Skandinavia, og visstnok den 16. elektriske sporvei i verden. 

Fra Tyrihans 1895
 Da Kristiania fikk elektrisk sporvei kom ordet ”elektrikk” eller ”trikk” inn i det norske språket. Folk reiste med ”elektrikken”. Senere ble det forkortet til ”trikken”.  Det forekom driftsforstyrrelser også på den tiden. Som i dag fikk trikkene strømmen fra en kontaktledning som var hengt opp i master i gatene. Opprinnelig var spenningen i kontaktledningen 500 volt likestrøm. Det hendte at kontaktledningen ramlet ned. I vittighetsbladet Tyrihans fra 1895 fant jeg et dikt hvor et ledningsnedfall er blitt omtalt, samt en tegning.

Naar ”elektriken” slaar sig vrang

Her forleden,
midt i juletravelheden,
”elektriken” slog sig vrang.
Men det var ej første gang,
blir vel heller ei den sidste –
dagstøt maa den uheld friste:
Traaden falder, vognen stopper,
stundom staar dens tag i flammer,
folk faar stød – aa, hvilken Jammer! –
slige stød, at højt de hopper...
Ud af vognen maa man pilte,
pengerne – ja, de er spildte...
Mangen slig en
ærgrelse gir ”elektriken”.

lørdag 31. desember 2011

Befaringen før åpningen av Smaalensbanen


Brua over Glomma ved Sarpsfossen på slutten av 1800- eller tidlig på 1900-tallet. Foto: Ukjent
Den 2. januar 1879 kunne de første togene kjøre på Smaalensbanen mellom Christiania og Fredrikshald (Oslo og Halden). Her bringer jeg et utdrag av referatet fra besiktigelsen av banen før den ble tatt i bruk.

I kommisjonen var stadsingeniør i Trondheim Carl Adolf Dahl og Vestbanenes driftsbestyrer Carl Emil Krefting, samt tollkasserer J. B. Klingenberg og U. F. Sinding, verkstedsbestyrer ved Akers Mekaniske Værksted.
 Ved kongelig resolusjon av 5. desember 1878 ble det oppnevnt en kommisjon som skulle på befaring langs linjen før den kunne tas i bruk. Selve befaringen skjedde den 10-13. desember samme år.

Vestby stasjon i tiden etter banens åpning
Banelegemet
Under anlegget av banen hadde det vært en rekke synkninger og setninger av banelegemet. På flere steder måtte banens underbygning forsterkes før togtrafikken kunne komme i gang. Ved Grønnlia hadde det skjedd flere utglidninger sommeren 1878, og selv om fyllmasse var fylt på, var det en risiko for at flere utglidninger kunne forekomme. Som kommisjonen uttrykte det:
”Ved Grønlien har gjentagne større Synkninger fundet Sted, sidste Gang i Begyndelsen af Juni d. A. Efter den da udførte Paafyldning skal ingen væsentlig Synkning være foregaaet. Det er forelagt Commissionen ikke anse det sikkert, at yderligere Synkning ikke vil foregaa paa dette Sted.”

Også andre steder som ved Holmsmyra hadde det forekommet synkninger. Disse stedene anbefalte kommisjonen å holde under oppsikt.Det hadde også forekommet en setning i sporet på Fredrikshald stasjon.
”Endelig nævnes, at nogen Sætning har fundet Sted i Banelegemet inden Fredrikshald Station, men denne antages dog ikke at kunne vække nogen Betænkelighed.”

Det gjenstod enkelte etterarbeider i tunneler og enkelte fjellskjæringer for å oppnå full bredde. I flere skjæringer skulle sikringsarbeider utføres. Skjæringen nord for Guslund skulle holdes under spesiell oppsikt. Stikkrenner, mindre vannavløp, jordskjæringer og fyllinger kunne ikke undersøkes nærmere på grunn av snøen. Heller ikke ballastens beskaffenhet og tilstrekkelighet kunne undersøkes nærmere. Når det gjaldt sporveksler og sporkryss skrev kommisjonen:
”Herved fandtes intet væsentligt at bemærke.”

Bruer
Smaalensbanen hadde flere større bruer, bl.a. Hølensbrua, brua over Liadalen sør for Ljan og brua over Sarpsfossen. Disse bruene var konstruert av jern, og det var blitt foretatt belastningsprøve. Denne foregikk ved at to sammenkoblede lokomotiver ble kjørt over brua med høyere hastighet enn den som var fastsatt som maksimal. Alt hadde gått som det skulle.


Et arbeidstog på Ljansviadukten
 
I Ljansviaduktens nordre landkar og i flere av pillarfundamentene var det antydning til sprekker i enkelte av steinene. Man var ikke sikre på om årsaken var setning i murverket eller rystelser fra passerende grustog, men kommisjonen mente at dette ikke utgjorde noen fare. Også ved vestre landkar på brua over Rolvsøysund hadde det vært en synkning, men heller ikke her mente kommisjonen at dette var noen fare. I Fredrikshald var det bygget to svingbruer. Her hadde det forekommet betydelige setninger, noe som førte til at åpning og lukking tok uforholdsmessig lang tid. Kommisjonen anbefalte at det ble utvist særlig aktpågivenhet ved begge svingbruene i Fredrikshald, bl.a. anbefalte kommisjonen at det ble anbrakt en sikker låseinnretning på de svingbare seksjonene.

Både ved svingbruene i Fredrikshald og ved buebrua i Moss bemerket kommisjonen at det ikke var tilstrekkelig fri bredde for den type snøploger som var mest hensiktsmessige for brøyting av banen om vinteren.  Dessuten måtte rekkverksstengene ved flere av bruene skjøtes mer betryggende. Planoverganger var brakt i stand, og kommisjonen hadde intet å bemerke på overgangs- og undergangsbruer.

Fredrikshald stasjon
I Fredrikshald var svingskiva til vending av lokomotivene ikke blitt ferdig. Byggingen av lokomotivstallen var ikke blitt påbegynt, og et midlertidig skur skulle oppføres på stasjonstomta og brukes som lokstall. Svingskiva i Fredrikshald var plassert et stykke vest for stasjonen, og sidesporet til svingskiva gikk ut fra hovedsporet om lag 4000 fot (1250 m) fra stasjonen. Kommisjonen bemerket at beliggenheten var uheldig både av hensyn til sikkerhet og bekvemmelighet. Imidlertid var det planlagt å anlegge et lokomotivverksted og lokomotivstall, og svingskiva skulle inngå i et slikt anlegg. Det hadde ikke vært mulig å erverve hensiktsmessig tomt for et slikt anlegg nærmere stasjonen.

Øvrige stasjoner 
Stasjonsbygningene var på det nærmeste ferdige, bortsett fra bygningene på Onsøy og Berg. Disse bygningene var antatt å stå ferdige i løpet av en måneds tid. På Ski og Onsøy var ikke godshusene ferdigbygget. Stasjonsbygningene på Moss, Fredrikstad, Sarpsborg og Fredrikshald stasjoner var bygget i mur og var større enn bygningene på de øvrige stasjonene. Det var blitt ytret ønske om en ekstra trappeoppgang mellom første og andre etasje. Det gjenstod en del malearbeid på mange av stasjonsbygningene.

Ved Christiania Østbanestasjon var ennå ikke godshus, lokomotivstall eller svingskive ferdigstilt, men dette ville ikke være til hinder for åpning av Smaalensbanen for trafikk. I Fredrikstad var lokstallen under innredning, og svingskiva var nesten ferdigstilt. Vannstasjonene for påfylling av vann til lokomotivene på Ski og Sarpsborg var ikke helt ferdige, men man regnet med at de i løpet av noen dager kunne tas i bruk.

”Nordre Sporskifte for Godssidesporet foran Oppegaard Station foreslaaes paa Grund af dets Beliggenhed ved Foden af et længre Fald af 1/100 afstængt. Denne Forføining foreslaaes fremdeles bibeholdt, om man maatte bestemme sig til at forandre dette Spor til en Gjennemgangslinie.” 
På Vestby, Såner, Moss, Rygge, Råde og Skjeberg stasjoner var sidesporene til godshusene ikke ferdige. På Såner og Rygge var heller ikke kryssingssporene ferdige. Imidlertid regnet man med at sporarbeidene ville bli ferdige i løpet av kort tid.

Telegraf og signaler   
Alle stasjonene hadde telegrafisk forbindelse med hverandre for utveksling av beskjeder. Stasjonene var også utstyrt med en særskilt klokketelegraf som bare skulle brukes til utveksling av togmeldinger. Mens kommisjonen var på befaring langs banen, pågikk installasjonsarbeidene på stasjonene. Ved de fleste stasjonene var telegrafapparatene blitt ferdig installert. Smaalensbanen hadde ikke faste signaler. All signalisering foregikk med signalflagg i dagslys og signallamper i mørke. Alle signallamper var blitt anskaffet.

Kommisjonens innstilling forelå den 14. desember 1878. Det var steder som kommisjonen anbefalte å holde under spesiell oppsikt, særlig der hvor det hadde forekommet setninger og synkninger. Om vinteren ville eventuelle sporfeil være vanskeligere å rette opp enn om sommeren. Kommisjonen mente imidlertid at så snart vannstasjonene var brakt i orden og alle telegrafapparatene var installert, kunne banen åpnes for trafikk.

lørdag 24. desember 2011

Fra Jernbaneavisen

I 1880-årene begynte jernbanepersonalet å organisere seg, og de første personalforeningene ble dannet. Vestbanernes Forening ble stiftet i 1886, og sendte ut medlemsbladet Jernbaneavisen en gang i måneden til sine medlemmer. Her gjengir jeg to artikler fra Jernbaneavisen."Sømmelig Tone i Tjenesten" og "Sauer og Kvindfolk", fra hhv november 1887 og november 1888.

Et typisk norsk persontog fra 1880-årene er bevart og i kjørbar stand på Norsk Jernbanemuseum.


Sømmelig Tone i Tjenesten 

I Tjenestereglementet tilholdes Befalhavende at optræde paa en rolig og høflig Maade, ligesom det er forbudt Betjente at føre høirøstet Tale, Banden og enhver Ulyd*) under Tjenestegjøringen. Selv uden nogen saadan reglementarisk Bestemmelse burde Enhver vide at føre en sømmelig og høflig Tone i Tjenesten; men saa er ikke Tilfældet for alles Vedkommende. Vi har ikke villet undlade at medtage nogle Ord om dette, da de Enkelte der maaske tør føle sig berørt herved, mulig kan blive mere opmærksom paa sig selv og aflægge sin Bane med at bruge høirøstede Vredesudbrud ved enhver Leilighed det ikke netop gaar efter deres egen personlige Begribelse, f. Ex. under Skiftning og andre Togexpeditioner eller ved andre lignende Leiligheder. Ligesom det er saarende og kun gjør ondt at modtage en brutal og høirøstet Irettesættelse af en Befalhavende i Folks Paahør, saa er det ikke synderlig mindre harmeligt at modtage et høirøstet, raat Udfald af en Medbetjent under Tjenestegjøringen. I begge Tilfælder fremkalder det Forargelse og mulig Misforstaaelse blandt de Reisende eller andre Nærværende. Høflighed kan Enhver tilvænne sig og den finder i de fleste Tilfælde et godt Sted.

*) Oljud som det kaldes i det svenske Reglement.



















Venstre: Avgangssignal gitt med signallampe i mørket. Høyre: Stoppsignal gitt med armene under skifting. Begge illustrasjonene er fra Tjenestereglement for de norske Statsjernbaner, 1880


Sauer og Kvindfolk

er som bekjent det værste Kram man kan faa i Linien foran et Tog. Dog, for at være retfærdige, faar vi gjøre lidt Forskjel paa dem og tilføie, at Sauen render foran, hvor langt det skal være, medens Kvindfolkene gir sig, naar de kommer til nærmeste Overgang, - men did maa defør de gaar tilside. Derimod er begge lige deri, at om de befinder sig paa den ene Side af en Overgang, saa maa de partout over paa den anden Side umiddelbart foran Lokomotivet, selv – for Kvindfolkenes vedkommende – om de noksaa rolig og pent har staaet en Stund og ventet paa Togets Forbigang paa den Side de oprindelig befandt sig. Hvormangen en Gang har de Skjørtemennesker ikke ved disse Spret sat Skræk i den intet ondt anende Lokomotivbetjening.

Enkelte Gange kan disse Tilfældene med Kvindfolkene i Linien være noksaa pudsige.
Vi kan erindre for mange Aar siden, at et Grustog paa Randsfjordbanen havde en Kjærring foran sig; Føreren peb med Hvislen, sagtnede Farten mere og mere, Kjærringen saa sig tilbage, men fortsatte videre og følte sig vistnok enda ikke noget generet; Føreren hvislede og blæste, nei det hjalp ikke; han standsede næsten Toget og Fyrbøderen hoppede ned og løb foran, tog Kjærringen i Armen og førte hende til Siden, idet han sagde: ”Vil De vi skal kjøre Dere ihjæl?” men da syntes hun nok de blev vel nærgaaende, thi hun svarede i en arrig Tone: ”Ja di skulde bare gjort de’ au saa!”

En anden Gang var det et Passagertog som fik et Fruentimmer i Linien foran sig, dog paa ikke saa kort Afstand, at Føreren fandt det nødvendigt at sagtne Farten synderlig. Han vislede og hun diltede paa, abbenbart i den Hensigt at række frem til den nærmeste Overgang før hun gav sig, hvilket ogsaa lykkedes hende, men med Toget ganske tæt efter sig, - da lod det imidlertid til, at Skrækken tog hende, thi med store Spring for hun udover en brat Bakke fra Overgangen ned til en Stue som laa ved Foden af Bakken, hvor hun sagtnede, men ved Smellen af en liden Kulklump, som sendtes efter hende fra Lokomotivet, og som traf en Bøtte som stod dernede, tok Skrækken hende paany, og med et Par vældige Kempespring for hun ind af den aabenstaaende Stuedør, hvor hun tørnede sammen med en Kone, der kom ud med et lidet Barn paa Armen, saa de begge holdt paa at tumle overende.

En Vinter havde ogsaa et Passagertog et Kvindfolk foran sig i Skinnegangen, denne strævede ogsaa for at komme frem til nærmeste Overgang, men gav dog strax tabt og rendte ud i Snehaugen, hvor hun kom til at indtage en latterlig Stilling. Hun vilde, saavidt det kunde skjønnes, ikke lade sig kjendes fra Toget, da hun var paa forbuden Vei, hvorfor hun, da hun var kommen nogle Alen ud til Siden i Sneen, braahugede sig ned mod denne med Bagdelen til Toget og søgte at nappe Yderskjørtet over Hovedet, men var saa uheldig, at de andre Skjørter ogsaa fulgte med, saa hun blev blottet til sit korte Linned.

Hønefoss stasjon ca 1900. Fra Wikimedia Commons
En Gang kom et Tog efter en Kone paa den høie Gjethus Bro paa Randsfjordbanen, men hende var det alt andet enn morsomt se. Da hun skjønte, at hun ikke kunde komme over til den anden Ende af Broen, før Toget naaede hende igjen, lennede hun sig ind til det smekre Brogelender, og idet Toget rullede ind paa Broen seg hun ligesom sammen og blev siddende sammentullet med Armene over Hovedet til Toget var kommet langt over den anden Broende. Den Skræk som hendes hele Stilling gav Udtrykket for, var skikket til at fremkalde Frygt for det værste, men heldigvis skeede der dog ingen Ulykke.

Dette er nogle af de Historier vi kjender til, der kan tjene som Illustration for at Fruentimmer er leie at faa ind paa Linien. For Sauers Vedkommende vilde det blive mere Trist at fortælle om de enkelte Tilfælder, idet det vilde for det meste blive blodige Scener vi kom til at skildre, saa vi holder os bare til Historierne om Fruemtimmerne; men som sagt, begge Arter er lige leie at faa ind paa Linien.

Hvalstad stasjon. (Foto: Anders B. Wilse, fra Wikimedia Commons


Var alt så mye bedre i gamle dager?

Enkelte vil ha det til at alt var så mye bedre i gamle dager. At alt virkelig var bedre, er i beste fall en sannhet med store modifiasjoner. Jeg opplyser om at jeg i medlemsbladet til For Jernbane har skrevet litt om disse problemene.

Jernbanen sliter med kapasitetsproblemer, forsinkelser, materiellmangel og misnøye blant reisende. Men var alt så mye bedre i gamle dager? I tiden rundt århundreskiftet slet jernbanen med de samme problemene. I tiden rundt århundreskiftet fikk avisene inn mange klager over norsk jernbanestell. 


Han: "Nu farer vi gjennem en Tunnel."
Hun: "Men Herregud, hvorfor slukker man da ikke Lamperne!"
Jernbanen fikk ofte gjennomgå i vittighetsbladet Vikingen. Denne tegningen er fra 13. mars 1901

Dagbladet trykket den 9. februar 1900 et innlegg undertegnet ”Mange bekymrede Reisende” med klager over vognmangel, fyll og uro på lokaltogene mellom Kristiania og Ljan. Mange reisende måtte stå ute på vognenes endeplattformer i all slags vær, også midtvinters, fordi det ikke var plass til dem inne i vognene. Fulle folk som sjenerte medreisende var dagligdags, og fulle menn trengte seg inn i damekupeene.

”Det nytter ikke at klage, det ved man; man har jo omtrent aldrig oplevet, at der i norsk Jernbanestel har været tatt Hensyn selv til Publikums aller mest berettigede Klager.” (Dagbladet 9. februar 1900).

Klagene over forholdene på lokaltogene til Ljan fortsatte å strømme inn. Oppvarmingen var dårlig, og temperaturen kom ofte under 0 grader på kalde vinterdager. De reisende klaget også over dårlig belysning. De norske reisende var uvanlig fordringsfulle, ble det hevdet fra jernbanehold. Arbeidsministeren, Alb. Hansen, var indignert. Når folk forlangte å kunne lese sin avis på farten mellom Kristiania og Bekkelaget, da var grensen nådd, uttalte han i 1904.

La oss gå litt lengre tilbake i tid, til årene etter Drammenbanens åpning i 1872. Drammenbanen fikk mye større trafiokk enn man hadde regnet med, og fikk stor mangel på personvogner. Det hendte at folk ikke fikk være med toget fra Christiania Vestbanestasjon. Dette ble tatt opp i Stortinget i 1874 i forbindelse med behandlingen av statsbudsjettet. Vestbanene slet også med stor mangel både på lok og vogner rundt århundreskiftet, og dette gikk ut over både person- og godsbefordring. På Drammenbanens stasjoner var godshusene for små, og gods måtte lagres utendørs, med den følgen at gods ble stjålet eller ødelagt av vær og vind. Gods ble også ødelagt fordi det måtte stables i høyden. Drammenbanen var enkeltsporet og kapasiteten var alt for liten. Dersom et tog ble forsinket, ville forsinkelsene forplante seg slik at de andre togene på banen ble forsinket. De som daglig reiste med Drammenbanens lokaltog til og fra arbeid opplevde stadig forsinkelser på en halv time og mer.

Forbudet mot å spytte snus i vognene var ikke alltid så lett å håndheve. Vikingen, 31. august 1901

Sporvidde
På midten av 1800-tallet utarbeidet svenske myndigheter planer for et sammenhengende stambanenett. Slike planer fantes ikke i Norge på den tiden. Man klarte ikke en gang å bli enige om sporvidden på norske jernbaner. Den første norske jernbanen ble bygget med 1435 mm sporvidde, den samme som brukes i dag. Denne sporvidden stammet fra England, og er 4 fot 8 ½ tomme. All ekspertise som var engasjert i å bygge Hovedbanen kom fra England, og der var 4 fot 8 1/2 tomme fastsatt ved lov som sporvidde for britiske jernbaner med offentlig trafikk. For å spare anleggskostnader ble en rekke norske jernbaner som ikke skulle ha forbindelse til Sverige bygget med en smalere sporvidde, 1067 mm.

Sporviddespørsmålet var i mange år gjenstand for en opprivende strid på det politiske plan og blant jernbaneingeniører. Etter hvert som jernbanenettet ble bygget ut, oppstod sporbruddstasjoner hvor reisende måtte bytte tog og gods lastes om. Særlig omlastingen medførte forsinkelser i forsendelsene og ekstra kostnader. Banene måtte ha to materiellparker som ikke kunne brukes om hverandre. Sporviddespørsmålet ble avgjort i 1898 da Stortinget vedtok at Bergensbanen skulle bygges med normal sporvidde, 1435 mm. Drammenbanen, Randsfjordbanen, Rørosbanen, Vossebanen, Vestfoldbanen og Jærbanen og flere andre strekninger måtte bygges om til normal sporvidde, noe som ble svært kostbart. 

 Vikingen 1. desember 1900